Affaldsindsamling

Tårnborg samlede affald ind

P1130527                            P1130525

Søndag formiddag gav 24 beboere i Tårnborgområdet to af deres fritidstimer til forskønnelse af lokalområdet. Begivenheden var en del af Danmarks Naturfredningsforenings (DNF) nationale affaldsindsamling, som Tårnborg Lokalråd havde tilsluttet sig i samarbejde med den lokale afdeling af DNF. Iført trafikvest og havehandsker og medbringende affaldsposer og affaldssnappere gik borgerne i aldersklassen 3-75 år en tur i næsten alle områdets kvarterer. Tjæreby, Halseby, Frølunde, Svenstrup, Fedet og Musholmområdet blev besøgt, og der blev indsamlet masser af affald. Plastikposer og andet plastikaffald, tabte bildele, cigaretskod, pap og papir samt flasker og dåser var de dominerende fundgenstande. Heldigvis var nogle flasker og dåser pantmærket, så her tjener Tårnborg Lokalråd nogle kroner til det fortsatte arbejde i lokalområdet, men desværre var de fleste drikbeholdere enten smadrede eller fladtrådte.

P1130530          P1130528          P1130535

I alt fik de ihærdige indsamlere fjernet næsten 87 kg affald fra Tårnborgområdet, så nu er der større chance for at nyde områdets skønne natur, da man ikke længere bliver distraheret af diverse øjenbæer, som ubetænksomme personer har placeret langt fra affaldsposer og skraldespande. Forhåbentlig vil indsamlingsindsatsen resultere i, at Tårnborgs borgere og besøgende i de næste mange måneder bidrager endnu mere aktivt til affaldsopsamling i poser, spande og containere. Så viser det sig måske endda unødvendigt at gentage den succesfulde affaldsindsamling til næste år.

P1130538    P1130539   P1130545                          P1130554                P1130560