”Aktiv – før og nu!”
Tirsdag den 13. december var Tårnborgområdets 60+’ere og førtidspensionister inviteret til ”Åbent Hold” på TIF’s 60+idrætshold i Tårnborghallen.
Arrangementet var planlagt i et samarbejde mellem TIF og Tårnborg Lokalråd, og var en udløber af et tidligere arrangement i Tårnborg Forsamlingshus, hvor samme målgruppe med stor succes havde genopfrisket gamle minder fra Tårnborg i 1980’erne.
Blandt minderne var det især det tidligere meget aktive idrætsliv i sognet,
der fik tankerne til at vandre mod aktivitetsniveauet nu om dage.
Kunne vi måske alle styrke vores aktive og sociale liv i hverdagen?
Heldigvis ville mange gerne prøve kræfter med aktiviteterne på 60+idrætsholdet, så 22 seniorer mødte frem og deltog i diverse sportsgrene som fx floorball, bordtennis og bobspil, hvilket resulterede i megen morskab med smil og latter – samt sved og enkelte blå mærker som synlige tegn på den aktive tilgang til idrætsudfoldelserne.
Efter de fysiske aktiviteter blev arrangementet afsluttet med en let julefrokost,
som alle tilsyneladende tog del i med vellyst og godt humør.
Nu er det så spændende, hvor mange der atter vil møde op på 60+holdet
tirsdag den 3. januar 2017, hvor TIF’s nye sæson for de aktive seniorer i sognet
starter i Tårnborghallen klokken 10.00. Forhåbentlig bliver det mange!