De Fire Sten –
En ny opstilling ved Frølunde Gadekær

 

I forbindelse med et omfattende renovering af kloakledningsnettet som foregik i Frølunde by i perioden maj 2015 og helt indtil vinteren 2016 dukkede adskillige meget store stenblokke op fra undergrunden dybt nede under vejene i Frølunde. Villy Jensen fra Frølunde har nu fået arrangeret fire af disse sten ved busstoppestedet ved gadekæret.

 

De Fire Sten skal på deres opstilling og deres indbyrdes afstand forestille en måde hvorpå stenene atter er dukket op til jordens overflade. Forløbet med stenene er nemlig, at de gradvist forsvinder ned mod gadekæret – altså symboliserer den proces hvor stenene må være kommet hertil en gang og siden er forsvundet ned under jorden – eller set nede fra gadekærets kant – den måde stenene atter er kommet til syne her i vores tid grundet al gravearbejdet.

 

Stenblokkenes rejse fra de cirka 4 meters dybde under vejen ud for Frølunde gamle skole og til der hvor de nu står, er foregået ved velvillig bistand fra entreprenørerne fra Højgaard. En stor gravko måtte til for at flytte de flere tons tunge sten til De Fire Stens nuværende pladser.

Da De Fire Sten nu stod i dagslys på deres nye pladser meldte spørgsmålene sig: ”Hvad er det for nogle sten? Hvor gamle er de? – Og hvor kommer disse fire sten egentligt fra?” Villy fortæller, at det skulle vise sig at blive et større og langvarigt opklaringsarbejde, at få besvaret spørgsmålene om stenene.

 

Først blev Danmarks Naturfredningsforening spurgt. Herfra blev henvist til Johannes Fischer fra Stenvennerne, som beredvilligt kom og kiggede nærmere på stenene. Fischer henviste så til stenhuggerfirmaet Beierholm på Fægangen i Korsør, her besidder man også en betydelig viden omkring sten. Her kom de også forbi og var med til at løfte lidt af sløret for de store spørgsmål om stenenes skabelse og vandring. Endelig gik forespørgslerne omkring de fire store sten så til Geologisk museum i København.

 

Der er blevet udvekslet beskrivelser og fotos, men der var fortsat en betydelig usikkerhed omkring de der fire sten og deres historie. Til sidst kom lektor cand.mag. Per Smed – en af Danmarks ypperste stenkendere og som stadig har en vis tilknytning til museet i hovedstaden til, for ved selvsyn at undersøge stenene.

 

Per gik med usædvanlig stor iver til stenene – og var nærmest et helt vandfald af informationer om disse fire tilfældige – men åbenbart unikke store stenblokke.

De fire sten er bragt til Danmark med den nordiske ismasse i istiden, for måske 20.000 år siden.

Da de fire sten er fundet omkring 4 meter under jordoverfladen så har de næppe siddet i det yngste morænelag, som man kender fra Korsør-egnen. Det yngste lag er aflejret her af et isfremstød (såkaldt baltisk is), der bevægede sig op gennem Østersøen og sendte en istunge fra sydøst op gennem Storebælts tørre lavning.

 

Før det, var isen i en knapt så kold periode smeltet væk fra næsten hele Danmark og før dette igen havde isen i en meget streng kuldeperiode dækket alle de danske øer og haft sin rand midt ned gennem Jylland.  – man kalder dette ”kulde-maksimum” for ”nordøstisen” fordi isen da bevægede sig fra de skandinaviske fjelde via Dalarna og Midtsverige ved Vänern og Vättern og herfra videre bøjede af mod syd-vest. Så isen overskred Sjælland og Fyn fra nord-øst. Alt dette kaldes den sidste istid.

 

Sammenfattende, så ligger morænelaget fra nord-øst-isen under laget fra den yngste baltiske is – og vi kan ikke komme udenom, at de fire sten må have ligget i nordøstisens morænelag (vi skal senere komme ind på andre spor (ledeblokke), der peger i samme retning).

De fire sten er dannet dybt inde i bjergkæder, der eksisterede i Norden for op mod halvanden til to milliarder år siden. Disse bjergkæder er for længst borte, eroderet og slidt ned af ”tidens tand”, så kun de dybeste dele i dag eksisterer i form af et meget mere jævnt landskab som svenskerne kalder ”urbjerg” – på dansk og norsk for ”grundfjeld”. To af de fire sten fortæller med rimelig sikkerhed, hvor de kommer fra. Den ene er fra Halland eller det vestlige Småland-Västergötland og den anden er fra Värmland.

Sten der kan fortælle om deres hjemsted kaldes for ledeblokke. Det må siges at være et rent held, at to af fire sten kan få bestemt deres hjemsted. Går man ved stranden vil det normalt kun være cirka hver tyvende sten, der kan fortælle om hjemsted.

 

Nedenfor er Pers beskrivelse af hver af de fire sten, startende med stenblokken nærmest vejen:

  

Blokken er en rød granit. Granit er en magmabjergart – det vil sige at den er størknet fra en smeltet stenmasse. Granits smeltepunkt er cirka 700 grader. Så høj har temperaturen mindst været i nogle hulrum (”magmakamre”) i de nedre, indre dele af en bjergkæde under dennes dannelse. Blokken er særlig interessant ved, at den røde granit delvist indeslutter en sort klods af en stentype, man kalder for basalt eller diabas. Klodsen har i sin tid utvivlsomt løsnet sig fra magmakammerets side eller tag og væltet ind i den glødflydende granitmasse. Klodsen var kold, da granitmassen optog den i sig. Lige omkring den kolde klods er granitten størknet hurtigere – det viser sig ved, at de rødlige kanter af mineralkorn her er mindre end resten af den røde granitmasse (jo hurtigere en smeltet masse størkner, jo mindre bliver kornene i den). Granitten består af mineralerne kvarts (grå), feltspat (rød), glimmer (sort) og hornblende (sort). Der er ikke striber i granit.
Blokken er ikke en ledeblok.

 

  

Næste stenblok i retning af gadekæret er en gnejs – det vil sige, at den i modsætning til granitten er stribet. Striberne er opstået på grund af det meget store tryk, der har hersket i de nedre, indre dele af en bjergkæde under dennes dannelse. Der er sandsynligvis tale om den samme gamle grundfjeldsbjergkæde som granitten er dannet i, men forskellen er, at en gnejs ikke har været smeltet – trykket har påvirket stenen i fast tilstand. Striberne går på tværs af trykretningen. De bløde sorte mineraler er ”valset ud” til lange flaser. Feltspat er mere solidt og sidder stadig i stenen som centimeter-store, fint lysegrå rundagtige korn – med en lup kan man dog se, at nogle af dem er knust i småbidder af trykket. Sådanne feltspatkrystaller, i en i øvrigt masse, kaldes for ”øjne”. Stenen er derfor en øje-gnejs.
Blokken er ikke en ledeblok.

  

Tredje blok i rækken mod gadekæret er en granatamfibolit. En amfibolit er stribet ligesom gnejs – på grund af det store tryk i det indre af en bjergkæde. Det samme som skete med gnejsen. Forskellen på de to sten er, at stenen her domineres af sorte mineraler, især hornblende, som hører til mineralgruppen amfibolitter (deraf stenenes navn). Feltspat og kvarts findes i stenen, men i mindre mængder. Det mest interessante mineral er de mørkerøde, næsten kuglerunde, mm- til cm-store korn af granat. Granat er et hårdt og tungt mineral, der er dannet ved kemiske processer inde i en fast stenmasse under stort tryk – hornblende, glimmer og lignende ”ædes” atom for atom, mens granatkornet vokser. Granatamfibolit er meget udbredt i grundfjeldet i Halland og det vestlige Småland. Typen findes i små områder andre steder f.eks i Norge, men det er absolut berettiget at kalde denne blok for en ledeblok fra syd-vest-Sverige. Stenen er også særlig interessant på grund af, at der sidder et lyst bånd med store krystaller i den. Den art grovkornede bånd kaldes for pegamit-gange. Der må være trængt en flydende stenmasse ind i en revne i granatamfibolitten. Det kunne se ud, som om den oprindeligt glødflydende masse stammer fra et granit-magma et sted i nærheden. De meget store krystaller (3-4 cm) er af feltspat med flotte spalteplaner der reflekterer lyset spejl-agtigt, men der er ikke særlig meget feltspat i granatamfibolitten udenom. Krystallernes størrelse viser, at pegmatitten er størknet umådeligt langsomt. Granatamfibolitten selv har ikke været smeltet, men temperaturen må alligevel  have været over 700 grader.

  

Den fjerde blok – den, der ligger lidt ude i gadekæret er en øje-gnejs ligesom nummer to blok i rækken. ”Øjnene” består af feltspat, men de er større og har en anden farve end blok 2. det kan minde os om, at feltspat ofte ”lånte” farver på grund af mikroskobisk små korn af urenheder. Helt ren feltspat er hvid. Ved at lede rundt på stenens overflade finder man feltspat ”øjne” der er brunlige eller gråviolette – hist og her med hvide ”ringe”. De farver er kendetegnende for Filipstadsgranit fra egnen nord for Vänern (Värmland). Det vil sige, at stenen er en ledeblok – Jamen stenen er jo en øjegnejs. Ja det er den. Forklaringen er, at denne sten oprindeligt var en Filipstadsgranit, men – faktisk mange millioner år efter denne granits dannelse – blev den påvirket af en bjergkædefoldning, der dannede striber i den – uden at ændre den til ukendelighed. Blok nummer fire er en deformeret Filipstadsgranit.

Villy fortæller, at Pers mange informationer var så overvældende, at han bad ham skrive dem ned – og sende ham dem. Det var simpelthen umuligt ellers at huske det hele. Som det kan læses ovenfor blev det en vældig historie – både i tid og skabelse, som Per Smed kunne levere.

Uanset hvor meget – eller hvor lidt sten-kender man er, så må man, stående over for disse fire sten, blive strejfet af tanken af hvor ganske lille mikroskopisk en brøkdel et menneskeliv er i forhold til sådan Fire ”tilfældige” Sten og deres historie. Og så dukkede de næsten tilfældigt op her i Frølunde.

 

Har du en interesse i sten – eller er du blevet nysgerrig på sten, kan det bemærkes, at Per Smed netop sidst i juni vil være bogaktuel med en ny og revideret udgave af hans egen ”Sten i det danske landskab”. En bog om tilgangen til bestemmelse af stenarter.

Ved gadekæret i Frølunde er der en informationstavle, der kort og generelt fortæller om naturen omkring et gadekær. Tekst og billeder er meget slidte af sol og vejr. Hertil kommer, at for at kunne læse informationstavlen, skal man både forår, efterår og vinter have gummistøvler på for at læse tavlen i og med, at tavlen står med ”ryggen” til gadekæret og tæt på vandkanten. Villy fortæller, at efter samtale med medarbejdere ved Slagelse kommune tegner der sig et billede af, at informationstavlen kan blive flyttet til et mere praktisk sted – og at oplysningerne gerne skulle blive revideret således indholdet kommer til at handle om netop Frølunde gadekærs flora og fauna – og De Fire Sten.