“Drømmen om et helsecenter”-artikel
Søndag den 26. februar havde Tårnborg Vandreklub arrangeret en tur i den sydligste del af det gamle Tårnborg Sogn. Turen havde fået titlen ”Drømmen om et helsecenter”, da vandringen foregik rundt om Klarskovgaard, som i 1917 blev købt af den pensionerede sløjdlærer Axel Mikkelsen, der havde planer om at oprette et helsecenter på stedet. Planerne blev dog aldrig realiseret!

Her ligger Thorvald Mikkelsen og hustruen Paule Mikkelsen (født Trombert) begravet under en stor sten med et digt forfattet til Paule af Johannes V. Jensen
Alt dette – og rigtig meget mere – fik de fremmødte cirka 40 deltagere i vandringen berettet om af guiden, Kurt Rehder, på en spændende, underholdende og engageret facon. Kurt Rehder havde til lejligheden udarbejdet en folder om turens væsentligste seværdigheder, så alle kunne være velforberedte til vandringen (folderen kan du finde her!).

Fanehuset fra 1627. Her gik landevejen mellem Korsør og Skælskør forbi i gamle dage – og måske boede her landevejsrøvere!

Her i Fanehuset – eller måske “Fandens hus” – fortæller sagnet, at også den svenske kong Karl Gustav en kort tid i 1659 var bosiddende, men det er sandsynligvis en alternativ sandhed!
Efter halvanden times vandring vendte deltagerne tilbage til Comwell Klarskovgaard, hvor Kurt Rehder blev belønnet med mange klapsalver som tak for endnu en meget vellykket vandring i Tårnborg Vandreklub.
Næste vandring finder sted søndag den 12. marts klokken 14.00. Denne vandring har titlen ”Over Tårnborgs gamle øer” og har atter Kurt Rehder som guide.
Alle er velkomne, og deltagelse er gratis!
Flere billeder fra vandringen ved Klarskovgaard: