Af John Thurø, maj 2026 – john.thuro@post.tele.dk

Efter endt militærtjeneste i Korsør, hvor han på Hotel Korsør mødte sin hustru Charlotte, datter fra Stibjergvej nr. 100, flyttede Hans Jørgen Jørgensen 21 år gammel i 1909 fra Lolland og til Stibjerg, hvor han startede med at fange rødspætter med krog. Hurtigt efter overtog han et gammelt faldefærdige stråtækte hus som lå helt ned mod stranden, mellem nr. 107 og nr. 109, samt garn og en jolle fra en ældre fisker ved navn Poul Poulsen, og startede som erhvervs bundgarnsfisker. En virksomhed som hurtigt voksede sig større. Med sig havde han sin bror Sofus.

Og som en af hans bekendte har udtrykt det, Hans Jørgen Jørgensen fandt nøglen til Storebælts.

Dengang var der, udover det nævnte hus, kun 2 gårde på Stibjerg, den første var Ane Kirstine og Carl Frederik Petersens gård (i dag kaldet Bankes gård – nr. 100) og den gård helt ud mod vandet nr. 107 hvor Hanne og Henrik Johan Henriksen boede, og som i 1938 blev overtaget af datteren og svigersønnen Karen og Knud Christensen. Se artikel om Stibjerg huse – (kommer senere).

Hans Jørgen Jørgensen og fru Charlotte, som fik børnene Lykke, Willy, Leo, Lillian, Gry og Anker, i nævnte rækkefølge, byggede i 1915-16 nr. 104. Efterfølgende blev det gamle stråtækte hus anvendt til reparation og opbevaring af fiskemateriel, indtil det i ca. 1950 styrtede i Storebælt.

Hans Jørgens bror Sofus Jørgensen, kom også med til Stibjerg og fiskede. Han byggede i 1915-16 nr. 102. Sofus fra flyttede Stibjerg i 1929.

Hans Jørgen Jørgensen byggede i ca. 1920 nr. 105, sammen med sin svoger Peter Olsen fra nr. 89, som siden 1906 havde fisket i Musholm bugten/Svenstrup strand, til deres svigermor Ane Kirstine Petersen, efter at hun var blevet enke.

Hans Jørgen Jørgensen, var en driftig, stille og hårdt arbejde mand, som også tjente gode penge, han havde også udlejningsejendomme i Korsør, og fiskede også i Mossø i Østjylland i en treårig periode først i 1930erne. Det var den ældste søn, Willy Jørgensen som stod for den daglig drift der.

D. 14-11-1914 blev der fanget en ål på 45 pund (22,5 kg) og var 3 Alen/ca. 1 meter lang. Ålen kunne efterfølgende ses på Landmandshotellet (Senere Tinghuskroen) i Korsør for medens 15 øre, beretter en annonce i den lokale avis fra dengang.

Ved stormen d. 1-12-1917 blev stort set alt fiskegrejet ødelagt.

I en Annonce fra 5-5-1927 kan det ses at også Hans Jørgens hustru, Charlotte også var forretningsmæssigt aktiv, hun drev Stibjerg Kontrolhønseri og annoncerede med fine Slagtekyllinger, afhentet eller leveret på Halskov eller i byen (Korsør), men kunne også levere både ænder og gæs, samt diverse grøntsager.

Den ældste søn Willy, kendt for næsten altid at have en pibe i munden, kom som 19-årig, efter 3 år ved Mossø i Østjylland, tilbage til Stibjerg og fiskede sammen med sin far, i 1936 startede han for sig selv. I 1935-36 byggede han nr. 103 og flyttede, som nygift, sammen med hustruen Ingrid, som var fra Svenstrup, ind i huset. I 1942-43 købte familien nr. 102 – det hus Sofus havde byggetog flyttede derover. Efterfølgende boede ansatte fiskere i nr. 103.

Willy Jørgensen var en ganske god badmintonspiller, og var som nyuddannet badminton instruktør i 1938, medvirkende til at Tårnborg Gymnastik Forening (I dag TIF) oprettede en badminton afdeling. Et stort antal pokaler beretter om denne interesse, det var double han spillede og oftest sammen med fisker Tage Mortensen. Interessen for badminton fortsatte da han var flyttet til Lille Værløse, hvilket mange unge mennesker fik glæde af i Værløse Badminton Klub, en af Danmarks (stadigvæk) førende klubber, som har 2 hallen, hvor der kun spilles badminton i.

Der blev fisket 2 steder fra Stibjerg, lige ud af vejen, helt ned til vandet, hvor frysehuset nr. 109 (renoveret) fortsat ligger og resterne af anløbsbroen kan ses. Overfor frysehuset, som blev bygget i 1952-53, lå der tidligere 2 træbygninger, her ordnede man de ind fangne fisk og isede dem (med is fra Pasteur i Korsør) samt fileterede og røgede fisk. Disse træbygninger blev revet ned, da det nye frysehus blev bygget. Det andet sted er til venstre for enden, af den vej der hedder Tværager. Her blev den ny anløbsbro bygget, da bådene blev større og ikke kunne komme ind til anløbsbroen ved nr. 109. Den er i dag helt væk, og ikke at forveksle med de rester der er i dag, som man i cementen kan se er fra 2008. Garnhuset ved den ny anløbsbro er i dag totalt renoveret og gjort en hel del større end dengang. Fiskerbådene og tætjollen lå forankret ved pæle et stykke fra land. Man havde så en lille (Korsør pram) jolle som man sejlede ud til dem i. Om vinteren, når der var is på vandet, var både bundgarnspæle og fiskerbådene trukket på land.

Sønnen Leo, fiskede ikke selv, men filerede og røgede fisk og videre solgte dem, både til lokale forretninger og sammen med de øvrige fisk fra Stibjerg. Leo købte også fisk på fiske aktionen i Korsør. Først boede han i Svenstrup, men flyttede i 1943 ind i nr. 110, som er bygget i 1919 af Peter Olsens bror, Axel Olsen, også fisker og som ligger helt nede ved stranden og begyndte at avle mink. Fodret havde man jo fra fiskeriet. I 1952 flyttede familien Leo Jørgensen til Frølundevej 136, hvor de også avlede mink. I den forbindelse holdt filetering og røgeri på Stibjerg op.

Efterfølgende købte hans søster Gry og dennes mand Knud Christoffersen, aldrig kaldet andet en “Stoffer” som var mejerist på Bjørnskilde, huset. De avlede også mink, først sammen med Grys bror Anker og siden med Sofus søn Charles Jørgensen, som på det tidspunkt var flyttet tilbage til Svenstrup.

Den yngste søn Anker, startede som 14-årig med at fiske hos sin far og da han blev 18 år, gik han i kompagniskab med sin far Hans Jørgen. Anker byggede sidst i 1959 nr. 101. Hvor han som ny gift med sin hustru Inge, som kom fra Sorø, flyttede ind.

I 1950 og igen et par senere fik Willy Jørgensen bygget nye både, med styrehus og noget større (indvendigt længdemål mål 6,35 meter) end de joller man havde anvendt indtil da. Bådene blev bygget hos F. Mortensens Skibs- & Baadbyggeri i Faxe Ladeplads og Willy Jørgensen sejlede dem selv hjem derfra. Begge både var udstyret med dieselmotorer fra Bukh i Kalundborg.  Bukh Maskinfabrik blev i 1994 opkøbt og lægger i dag i Kruså i Sønderjylland. Begge både blev døbt med Willy Jørgensens 3 døtres navne, den første med dobbelt navn. Inge-Lis og nr. 2 Sussi.

Sammen fiskede familien Jørgensen i mange år på Stibjerg, og der blev fisket det meste af året, vist det var muligt og alle slags fisk, som var vandet i Storebælt blev hevet i land. Om vinteren blev tiden mest brugt på vedligeholdelse af materiel.

Alle de fisk der blev fanget på Stibjerg af familien Jørgensen, også de fleste af de fileterede og røgede fisk blev af vognmand Sofus Jensen Korsør transporteret til Gammel Strand i København.

Fiskeri var dengang, ganske hårdt, alt foregik ved håndkraft – dog var der motor i bådene de anvendte, og der skulle slås bundgarnspæle i havbunden, så der var noget man kunne sætte garnene fast i, og om vinteren, hvor der ofte var is i Storebælt dengang, skulle bundgarnspælene tages op, for igen at skulle sættes ud, når det blev forår. Bundgarnspælene, afbarkede og spidsede man selv, ved håndkræft, af grantræer, på 6-8 meter, som blev købt ind til formålet. Til Hornfisk var bundgarnspælene op til 25 meter lange. På et tidspunkt blev der indkøbt en gammel militær lastvogn, uden nummerplader på, til hjælp ved transport af materiel. Lastbilen måtte ikke køre på offentlig vej, man havde dog tilladelse til at køre til autoværkstedet i Frølunde, hvis reparation o.l. var nødvendigt.

Garnene som man fiskede med dengang, var af bomuld og kom fra Ørbæk i Korsør. Garnene gik også i stykker ind i mellem og så skulle de repareres, de skulle også efterbehandles ind imellem, det foregik med flydende kogende tjære og ved håndkraft. Efterfølgende skulle garnene tørres, det gjorde man på en græsmark ved havnen ved Tværager, hvor også tjære kedlen stod. Reparationerne foregik i mange år, i det hus som Hans Jørgen boede i da han kom til Stibjerg, indtil huset omkring 1950 faldt i vandet, opslugt af Storebælt.

Hans Jørgen Jørgensen døde 26 september 1959, 71 år gammel, efter længere tids sygdom, og efter at have været enkemands siden 23 februar 1947. Parrets datter Gry, som var sygeplejerske, havde afbrudt sit arbejde i Norge for at komme hjem og passe sin syge far i hans sidste leveår.

Efterfølgende købte sønnen Willy Jørgensen sin fars forretningen.

Hans Jørgen Jørgensen var indbegrebet af en fisker, var fra fødsel til hans død omringet af mennesker som arbejdede med fisk.

Der var en del ansatte hos fiskerne på Stibjerg. Også fisker Tage Mortensen, kendt fra Svenstrup Strand arbejde i en del år på Stibjerg, men det er en helt anden historie. Den følger senere.

D. 16 maj 1959, dagen før pinse, blev der landet 28 ton Hornfisk på Stibjerg og da fiske aktionen i Danmark holdt pinse lukket, blev Hornfiskene iset i 114 fiskekasser og kørt til Kruså og derefter solgt på det tyske marked.

I 1962 kom den vel nok den største enkeltfangst på Stibjerg, da man fangede en tunfisk på ca. 750 kg – daglønnen, måske månedslønnen var helt sikkert reddet med denne “store” fangst. Det var Brødrene Kurt og Jørgen Pedersen, som forsøgte at hive den store fisk op i båden, det kunne de ikke, men bandt halen fast til en bundgarnspæl og sejlede så i havn og hentede Willy Jørgensen og så lykkedes det at få Tunen op i båden og bragt i land. Tunens overlevelseskamp havde lavet store huller i fiskegarnet, som efterfølgende måtte med på land og repareres. Alle familier på Stibjerg var ved havnen, for at se den store fisk. Ligesom den skrevne lokale presse indfandt sig og skrev om fangsten og med billede. I 1955 havde man i øvrigt fanget en større sværdfisk, hvis sværd på godt 60 cm, er udstillet på Zoologisk museum i København. Her var det Willy Jørgensen og Axel Nielsen som fik den halet op i båden. Også denne fangst blev omtalt i den skrevne presse og med billede. Når fiskene blev hevet op i båden, kom garnene op i en sætjolle (båd uden motor) som fiskekutteren havde med på slæb og bragt i land og blev gjort klar til næste tur ved bundgarnspælene.

Klumpfisken (i det nu daværende) Tårnborg skoles biologilokale er også fanget af fiskerne på Stibjerg.

Efter sin fars død, fiskede Anker Jørgensen alene videre på Stibjerg, indtil han i 1965 flyttede fiskeriet til Gedser. Anker Jørgensen sejlede selv sine 3 både – Gry, Inge og Hjælperen, som var monteret med en rambuk, som blev anvendt når bundgarnspælene skulle slås ned i havbunden, samt øvrige fiskemateriel til Gedser. Fiskerne Egon og Aksel med familier flyttede med til Gedser og arbejde videre for Anker Jørgensen der. Anker Jørgensens familie fulgte i 1967 med til Gedser, hvor han også byggede eget hus.

Anker Jørgensens både var også bygget hos Mortensen i Faxe Ladeplads og var udstyret med Bukh Motorer. I Gedser købte Anker Jørgensen yderligere en båd, fra Mortensen i Faxe Ladeplads. som kom til at hedde Trine. Efter at Anker Jørgensen holdt op med at erhvervsfiske, beholdt han den ene båd, som hobby. Senere er denne båd endt i Skælskør. Willy Jørgensen og hustru, samt deres yngste datter, flyttede i 1964-65 til Lille Værløse, hvor han forpagtede Fure- og Farum sø og fiskede derfra, hvor han kunne udleve den store interesse for fiskeri i søer, som hans havde fået i sine unge år, ved fiskeriet i Mossø.

Dermed sluttede familiens Jørgensens fiskeri eventyr på Stibjerg.

I slutningen af 1965 købte Kurt Pedersen fra Svenstrup, Willy Jørgensens 2 både og øvrige fiskemateriel og fiskede videre sammen med sin bror Jørgen, som tog over fra Anker Jørgensen. De havde i en årrække begge været ansat hos brødrene Jørgensen.

Jørgen Pedersen, som fra start af ingen båd havde, fik senere bygget en ny træbåd på Reersø og de fiskede derefter videre sammen med op til 5 ansatte, deriblandt Kurt søn Heine frem til 1975, hvor Kurt og Jørgen Pedersen flyttede fiskeriet til Reersø.

Hermed sluttede bundgarns erhvervs fiskeriet på Stibjerg endegyldigt.

I deres tid gik man gradvist væk fra bomuldsgarn og over til nylon garn. Træerne man brugte til bundgarnspæle, var hoved saligt grantræer, nogle af dem op til 25 meters længde, som kom både fra Danmark og Sverige. De kom med både bark og knaster på og skulle afbarkes, knasterne skulle væk og de blev spidset til i den ene ende, så man kunne banke dem ned i havbunden. De 25 meters Bundgarnspæle blev brugt til Hornfisk fiskeriet som forgik i foråret. En gang man skulle have de lange bundgårdspæle banket ned i havbunden, var der en som var genstridig, da den skulle op og stå lodret, lagde fiske båden ned på siden, ingen kom dog til skade. I Brødrene Pedersens tid blev der indkøbt en maskine fra Sverige til afbarkningen, som tidligere skete med håndkraft. Fiskene som Brødrene Pedersen fangede, blev opbevaret i frysehuset ved nr. 110 indtil de blev sendt til Modin i Korsør. Der blev også fanget en sværdfisk i Kurt og Jørgens tid, men ikke så stor som den i 1955.

Brødrene Pedersen svoger Poul Pedersen fiskede også gennem en længere årrække fra Stibjerg, mest alene, han havde haft Jørgen og Kurt ansat (oplært) i en periode, inden de blev ansat hos Jørgensens. Han var bosiddende i annekset til Strandgården på Stibjergvej 62, hvor der tidligere havde været sommerpension (Læs evt. artikel).

Informationerne til denne artikel, stammer fra Lis Albrechtsen – datter af Fisker Willy Jørgensen Stibjerg og dennes scrapbog. Lissie Jensen, datter af Leo Jørgensen. Pernille, datter af Fisker Anker Jørgensen. Heine, selv fisker, søn af Fisker Kurt Pedersen. Samt Henriksens arkiv på Korsør Lokalarkiv.