Gå- eller cykeltur i Tårnborgområdet

I Tårnborg har vi mulighed for at deltage i gåture med Tårnborg Vandreklub, hvor man undervejs bliver underholdt og oplyst af kyndige, lokalkendte guider, så vandringerne bliver en blanding af gåtur, kultur og natur. Det er der mange, som er glade for!

Mange har også jævnligt lyst til ”bare” at gå – eller cykle – en tur uden mål og plan,
men helst ikke alene!

Når vi er flere, er det hyggeligere og sjovere, og vi går ofte længere, når vi har selskab. Derfor har vi oprettet en facebookgruppe, hvor medlemmerne kan tage initiativ til gå- eller cykelture i lokalområdet på tidspunkter og strækninger, som passer den enkelte. Forhåbentlig er der så andre, som har lyst til at tilslutte sig turen!

Du skriver i gruppen, hvornår du vil gå eller cykle en tur, hvor du vil starte turen fra, og hvor lang turen forventes at blive. Hvis du har lyst til at fortælle mere om turen, er du selvfølgelig velkommen til det.