Referat af ekstraordinært møde i Tårnborg Lokalråd
den 25. februar 2016 klokken 18.30 i mødelokalet i Tårnborg-Hallen
Til stede var Karen, Anne-Marie og Jørgen
Mødet havde kun ét dagsordenspunkt:
- Planlægning af beboermøde 2. marts 2016
- Forsamlingshuset er reserveret.
- Annoncen om beboermødet er trykt og indrykket i KorsørPosten og desuden offentliggjort diverse steder i lokalområdet samt lagt op på Facebook og på hjemmesiden.
- Flyers om mødet uddeles foran Dagli’Brugsen fredag den 26. februar klokken 15.30-16.30. Anne-Marie undersøger muligheder for trykning. Mød frem ved Brugsen, hvis du har tid!
- Tre fra Lokalrådet er på valg: Karina (ønsker ikke genvalg), Kristian (ønsker ikke genvalg) og Thomas (vil gerne genvælges). Desuden er suppleanterne kun valgt for ét år ad gangen, men både Anne-Marie og Keld vil gerne genvælges. (Enkelte beboere har på forhånd meldt sig interesserede i at opstille til Lokalrådet. Spændende, om der er andre der stiller op på beboermødet!)
- Kristian opfordres til at kontakte revisoren, Erik Lundeman, for at høre, om han ønsker at fortsætte som revisor for Lokalrådet (husk eventuel fuldmagt, hvis han ikke deltager i beboermødet).
- Bjarne Nielsen har indvilget i at være dirigent, såfremt han bliver godkendt.
- Karen skriver årsberetningen, som vi kom med forslag til. Beretningen lægges senere på hjemmesiden (og skal også afleveres til kommunen, så vi forhåbentlig kan få tilført nyt driftstilskud).
- Kristian har trykt et antal kopier af regnskabet, som han kort gennemgår under kasserens beretning på beboermødet.
- Jørgen har trykt et antal kopier af vedtægterne, som lægges på bordene til orientering.
- Forslaget til vedtægtsændring af § 9 har Jørgen renskrevet, og han sender det til Karen, som laver en lille powerpoint med relevante informationer, som fx: dagsorden, vedtægtsændringsforslaget, regnskabet, vedtægterne, sommerfesten, resursebanken samt måske nogle billeder fra årets gang i Lokalrådets arbejde (Karen medbringer computer. Forsamlingshuset har vist både lærred og projekter).
- Under eventuelt på beboermødet vil der blandt andet blive reklameret for sommerfesten og resursebanken.
- Vi mødes alle i forsamlingshuset den 2. marts 2016 klokken 18.00, så vi i fællesskab kan gøre klar til beboermødet!
- Eventuelt
- Det er tid for at søge om tilskud hos Seas-NVE-fonden. Karen søger om tilskud til nogle bænkesæt til opstilling langs noret til gavn for både de faste beboere samt egnens turister.
- Vi skal arbejde for at der opstilles informationstavler forskellige steder i lokalområdet.I første omgang vil det være fint med en god informationstavle ved Rødhøjlund (idé fremkommet under Frølunde-foredraget den 24. februar).
Mødet sluttede klokken 20.00.
———————————–
Referent: Jørgen F. Rasmussen, sekretær i Lokalrådet