Referat af mødet i Tårnborg Lokalråd
den 6. april 2016 kl. 18.30 i mødelokalet i Tårnborg-Hallen
Til stede var Karen, Mette, Anne-Marie, Mia, Keld, Thomas (fra punkt 6) og Jørgen
- Godkendelse af referat og dagsorden
Referatet fra sidste lokalrådsmøde blev godkendt sammen med aftenens dagsorden, der blev tilføjet punkterne 7-10.
- Besøg af Finn Vedel fra Slagelse Kommune vedr. lokale udviklingsplaner
Finn fra Innovation og Karriere i kommunen fortalte om kommunens ønske om fokus på landdistrikterne og lokalrådene. Det kan være en god ide, at lokalrådet arbejder med en LUP (Lokal UdviklingsPlan), meget gerne i samarbejde med et andet lokalråd (fx Vemmelev, der dog p.t har problemer med at danne et lokalråd). I arbejdet stiller kommunen resurser – såvel økonomi som ekspertise (Finn fx) – til rådighed. Udvikling af en LUP vil give plan, overblik og mål for arbejdet i lokalområdet. I arbejdet anvendes en ”Drejebog for luppen”. Flere lokalråd i kommunen har tidligere udarbejdet en LUP, fx Hejninge-Stillinge Lokalråd, hvor det blev foreslået, at formanden, Lars, bliver inviteret til et erfaringsudvekslingsmøde i nær fremtid. Lokalrådet i Bisserup blev ligeledes nævnt som rollemodel, da de med succes har brandet sig under titlen ”Tør du bo på landet?”. De kan måske give os gode ideer til at få gjort lokalbefolkningen aktive med deltagelse i arrangementer og ideudvikling.
Det er en god ide at starte med nogle tanker om, hvad vi egentlig ønsker og vil med lokalområdet. Hvor ser vi mangler og udviklingspotentiale? Finn kan være behjælpelig med masser af datamateriale, som fx: befolkningssammensætning, fra- og tilflytning, erhverv og virksomheder i området, uddannelsesniveau, sundhedstilstand, lokalområdets historiske baggrund m.m.m. Vi aftalte, at Finn i første omgang undersøger de første fem emner og sender os nogle data, som vi efterfølgende kan anvende i nogle indledende analyser, inden vi beslutter os for en egentlig udarbejdelse af en LUP, som meget hurtigt kan udvikle sig temmelig tidskrævende. P.t. ønsker vi fokus på håndgribelige, synlige og konkrete aktiviteter og arrangementer. Det og de aktive skal findes og bevares. Synlighed og markedsføring er kodeordene og målet netop nu.
- Kasserer?
Mette blev valgt til kasserer. Hun vil i arbejdet kunne trække på støtte fra hele rådet og forhåbentlig vil rådets tidligere kasserer, Kristian Thanning, være behjælpelig i overdragelsesfasen. Husk, at få dankortet fra Kristian. Det blev foreslået, at Lokalrådet forsøger at få oprettet en konto i Dagli’Brugsen – Karen og Keld undersøger muligheden.
- Området bag ved Halsebyvænget
Karen orienterede om planerne for udvikling af et rekreativt område nord for Halsebyvængets institution ”Specialcenter Vest”. Lokalrådet har sammen med øvrige foreninger og institutioner samt med stort fremmøde af kommunale repræsentanter deltaget i en række møder om projektet. Lige nu ser planerne meget interessante og spændende ud, og vi glæder os til den betydelige forbedring af de rekreative og uddannelsesmæssige muligheder for beboerne i specielt nærområdet: skolen, Naturskolen, Halsebyvænget, idrætsforeningen og børn og voksne i Gl. Halseby samt (Ny) Halseby. (Læs mere i referaterne fra møde den 31. marts 2016).
- Affaldsindsamlingen den 17. april
- Vi mødes på Dagli’Brugsens parkeringsplads klokken 9.30, så vi kan aftale de sidste detaljer i arrangementet.
- Jørgen medbringer affaldstraileren fra Materielgården. Den skulle gerne som sidst indeholde indsamlingssække, affaldssnappere og trafikveste.
- Indsamlingsholdene bør have 3-4 sække/poser til: brændbart (papir, plastiksmåstykker og cigaretskod), uorganisk materiale (flasker og metal, fx dåser) og andet ubestemmeligt affald (bøtter, dunke og andet). Organisk materiale – fx hundelorte og æbleskrog – flyttes til egnet sted, fx grøften.
- Sidste år kunne affaldet afleveres på Materielgården, hvilket vi forhåbentlig også kan gøre i år!
- Keld er ansvarlig for afhentning, uddeling og returnering af drikkevarerne fra cirka klokken 11.30? (Vi øvrige hjælper selvfølgelig til!).
- Karen fremstille nogle kort med forslag til opdeling af lokalområdet, hvor holdene på cirka 3-5 personer fordeler sig under indsamlingen. Der bør vel være et kort til hvert hold, så de ved, hvor de skal gå? – Alternativt kan folk også bare gå, hvor de har lyst?
- Kontakt til pressen om arrangementet: Mia forsøger sig med Sjællandske (fx Carsten Lysdal eller Helge Wedel – helge.wedel@sn.dk)), KorsørPosten (Mette Juhl Nygaard/Solveig Hansen) og UgeNyt/Søndagsavisen (Henny Ferrold).
Alle fra lokalrådet, som er på Facebook, deler begivenheden/plakaten med ”vennerne” i nærområdet. - Anne-Marie kopierer nogle indsamlingsplakater i A4-størrelse (eller A5?). Disse omdeles hist og her i området snarest muligt. Anne-Marie overdrager eventuelt nogle af flyerne til øvrige rådsmedlemmer, der omdeler i deres område (afhængigt af, hvor mange kopier der laves).
- Karen sætter arrangementet på ”Oplev Korsør”, og Keld forsøger sig med ”Nærradio Korsør”.
- Sommerfest
Næste møde i sommer-arrangementsgruppen afholdes den 13. april. Forhåbentlig møder de fleste tovholdere op til dette møde. Jørgen udsender snarest reminder til alle. Det største problem er sandsynligvis at skaffe nok hjælpere til afvikling af arrangementet. Ungdomsbrandvæsnet er gerne behjælpelig dagen før til fx teltopsætning (naturligvis mod en erkendtlighed til deres aktivitetskasse). Forsamlingshusbestyrernes opgaver blev drøftet. Hvem skal stå for øl- og vandsalget? Karen og Mette forsøger at lave nogle aftaler, som tilgodeser både lokalrådet og bestyrerne.
Karen havde udfærdiget et budget samt søgt kommunen om støtte til arrangementet. Resultat: Tilskud på 15000 kr. – Flot!
Skolen har tilbudt, at nogle af eftermiddagens aktiviteter i tilfælde af regnvejr kan flyttes til gymnastiksalen. Skolebestyrelsen har tilbudt at stå for en hoppepudeaktivitet til arrangementet.
- Opstart af gå- og løbeklub i samarbejde med KAM
Anne-Marie er i dialog med Per Hansen fra Korsør Atletik og Motion (KAM). Han er ikke helt afvisende i forslaget om, at nogle af klubbens løbeture får start i Tårnborgområdet. Forslaget skal ses som et forsøg på udvikling af motion og samvær i området, og da
der er mange deltagere fra Tårnborgområdet på KAM’s løbehold, må det være naturligt, at der også løbes i denne del af Korsør.
Gå- eller vandreklubben er i første omgang tænkt som en uformel gruppe (eventuelt aldersopdelt), der med jævne mellemrum går en tur i lokalområdet under ledelse af en interesseret vandrerguide, der meget gerne også kan fortælle lidt om det, som vandrerne kommer forbi (fx en som Kurt Rehder).
Ad åre – med tiden – kan grupperne udvikle sig mere formelt, fx som en del af TIF. Blandt andre forslag til nye motionsaktiviteter er Fitness-fodbold, som der måske kan findes tovholdere og igangsættere til.
- Markedsføring
Mia fremlagde nogle af sine tanker om branding af lokalområdet, lokalrådet,
aktiviteterne og arrangementerne. Vi skal blive gode til at gøre andre opmærksomme på mulighederne i vores område. Og vi skal gøre folk aktive i området. Hvor og hvordan gør vi så det? Alle medier og muligheder bør overvejes. Mia er tovholder i dette projekt, og hun tager i relevante situationer kontakt til udvalgte medier (se også punkt 5).
- Hvad har lokalrådet opnået, og hvad vil vi i nærmeste fremtid?
På næste møde drøfter og prioriterer vi idebanken, som efterhånden er svulmet op, men desværre ikke samlet et sted. Plancherne – eller notaterne – fra Tårnborggruppens beboermøde findes (Karen har dem muligvis?), og tidligere brainstorms-notater m.v. fra referater og arrangementer samles og sendes til Mette, som har tilbudt at sammenskrive ideerne. - Fælles lokalblad
Troels Christensen, formand i TIF, har henvendt sig med et konkret forslag om et fælles lokalblad udgivet af TIF og lokalrådet (senere måske med deltagelse af flere foreninger og institutioner fra området). Bladet bliver på 16 sider med 4+4 farver og et oplag på 1700 (1200 til omdeling af os(?) og 500 til ejendomsmæglerne til uddeling hos potentielle tilflyttere). Forarbejde, opsætning, tre redaktionelle artikler, diverse annoncesalg samt tryk står Seifert Design & Grafik i Dianalund for. Eventuelle annoncører anvises af os og TIF.
Nettoudgiften for lokalrådet forventes at ligge på cirka 8000 kroner.
Beslutningen skal tages hurtigt, da vi selvfølgelig gerne ser en reklamering for ”Sommer i Tårnborg” i første blad.
Efter nogle runder med argumenter for og imod blev lokalrådet enige om at støtte og tilslutte sig projektet, under forudsætning af at nettoudgifterne holdes inden for det oplyste. Vi synes, vi har behov for flere oplysninger om, hvad vi binder os til! Og vi ønsker selvfølgelig at være med til at bestemme indholdet, udseende, bladets navn og en drøftelse af antallet af udgivelser i løbet af et år. Vi kan desuden forestille os, at bladet fx indeholder en konkurrence af lettere karakter, så vi gennem svarene får respons på, om nogen læser bladet!
Vi vil gerne forsøge os med et fællesblad, da det jo i stor grad hænger sammen med vores branding-ønske, og hvis TIF vil det samme, håber vi på et godt samarbejde om projektet.
- Gavekasse
Forslag om en intern gavekasse i rådet blev vedtaget. Anne-Marie tilbød at være bestyrer, og næste gang bedes alle videregive fødselsdag og –år samt overdrage hende 50 kroner, der anvendes til mindre gaver eller opmærksomheder ved mærkedage som fx runde fødselsdage, giftemål og jubilæer. Når der mangler penge i gavekassen siger Anne-Marie til. - Orientering fra Formanden
– Den 30. marts deltog Karen i ”Civilsamfundets topmøde” på Musholm. Arrangøren var kommunen. Udbyttet var en smule vekslende, men der var en del interessante indslag, informationer og personer. Blandt andre var der lokale ildsjæle, som Troels Brandt fra Landudvikling Slagelse (LAG), og andre var tilrejsende, som fx hverdagsaktivister i Århus, der havde et projekt ”Sager, der samler”. Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder deltog også i topmødet.
– Den 16. april arrangerer kommunen ”Kulturtopmøde” i Korsør Kulturhus. Jørgen Hvis andre er interesseret, skal tilmelding ske senest den 8. april.
– Kommunen har efter ansøgning tildelt lokalrådet et driftstilskud på 11000 kr.
– Kommunale Ejendomme står over for at skulle kategorisere alle kommunes bygninger her i 2016, og i denne proces vil de gerne i dialog med os. Den geografiske opdeling kommer til at foregå ved hjælp af kommunes skoledistrikter, og mødet bliver holdt ude på skolerne.
Vi er inviteret til at møde op onsdag den 13. april på Tårnborg Skole kl. 20.00. Her vil bygningskonstruktør Lasse Kasparek Hestengen kort fortælle om Kommunale Ejendomme og Ejendomsstrategien, samt starte dialogen omkring de ejendomme og bygninger, der er i lige netop vores lokalområde. Desværre falder dette møde sammen med sommer-arrangementsmøde samme aften, så Karen forsøger at få bygningskategoriseringsmødet flyttet til en anden aften.
- Eventuelt
– I nærmeste fremtid forsøger Jørgen at aftale en nattergaletur (eller bare fugletur) i nærområdet i maj måned med Villy Jensen. Når aftalen er på plads, reklameres der de sædvanlige steder for arrangementet.
– Den 20. april er der årsmøde i Dagli’Brugsen, som har fået ny uddeler.
– Alle har forhåbentlig bemærket byskiltsblomsterne, som efterhånden står i pænt flor. Måske bør vi lave en kollage af byskiltene, som siden kan lægges på hjemmesiden og Facebook.
– Forslag om, at vi skal erhverve os T-shirts og/eller trafikveste med lokalrådets navn og logo blev vedtaget, hvis prisen er den rette. Mette undersøger mulighederne for indkøb af omkring ti styk diverse steder, fx på nettet.
—————————————
Mødet sluttede klokken 21.00 efter god ledelse af ordstyreren, Anne-Marie.
Mia havde medbragt velsmagende kaffe, te og chokolade.
Til næste møde medbringer Thomas noget varmt eller koldt og tørt.
Næste møde afholdes tirsdag den 3. maj 2016 klokken 18.30 i Tårnborghallens klublokaler.
———————————–
Referent: Jørgen F. Rasmussen, sekretær i Lokalrådet