Tårnborg Vandreklub
”Teglværkernes udskibningshavn”
Søndag den 21. maj tog Viola og Henning Nielsen sig meget kærligt af 55 vandrere fra Tårnborg Vandreklub i et fornemt forårsvejr med varme og sol. Men det var ikke kun vejret, der var varmt! Nej, varmt var også Viola og Hennings modtagelse og guidning af de mange gæster fra Tårnborghallen til ægteparrets naturskønne ejendom, hvor det ældste af Svenstrups teglværker lå i tiden efter anlæggelsen i 1864.
Under vandringen blev blandt andet berettet om Tårnborgs ladegård, som tidligere lå lige syd for indgangen til Norstien fra Marsk Stigs Vej, og om vandhullet lidt længere fremme på stien, hvor også kreaturerne i 1200-tallet fik tørsten slukket, og hvor modstandsbevægelsen gemte våben under krigen.
Da vandrerne nåede frem til plantagen med de mange æbletræer og de store, flotte udsigter over Noret, blev der givet en spændende rundvisning i både plantage, have og ”hønsehus”, og der blev mulighed for at beskue udskibningshavnen, som den sidste skibslast mursten har forladt for mange år siden! (En mindre usødygtig jolle ligger nu helt forladt i havnens mudder).
Plantagens æbletræer blomstrede flot under besøget, og det sjældne Tårnborg Gravensten-æbletræ blev beundret. Det viste sig, at det ikke var verdens eneste, da mindst én anden vandredeltager også har et stående – men sjældent er det nu alligevel! Også Grev Henrik-æbletræet, havørnen og ”Den gamle bus fra 50’erne” blev der berettet om, ligesom en masse minder fra Hennings barndom i teglværksområdet blev fortalt, så man næsten selv havde fornemmelsen af at være skjult i teglværkets ovn eller sidde højt til vejrs i teglværksskorstenen!
Undervejs i rundvisningen og beretningerne blev alle budt på kaffe og kage, og efter de sidste fremvisninger af perronen for teglværkstoget, ”hunde” og ”telefonmænd” tog vandrerne afsked med det meget gæstfrie værtspar. På alle deltageres vegne siger Tårnborg Vandreklub tusinde tak til Viola og Henning Nielsen for en spændende og oplevelsesrig tur, der vist nok mere end fuldt ud levede op til deltagernes forventninger!